Godhavnsdrengene

[Poul-Erik (tændstikken)]

Kongres 2007 i København og Århus.

Referat:

Efter over et års arbejde, hvor vi havde sendt indbydelser ud til over 400 skoler institutioner, læreanstalter og kommuner, fik vi så endelig overstået vores kongres og selv om der ikke var den store tilslutning, syntes jeg trods alt at det var en succes, selv om det var svært at stå på talerstolen og forklare hvorfor at foreningens egne medlemmer ikke gad møde op, for jeg vidste simpelthen ikke hvorfor. Alle jer som det seneste år, både har ringet og skrevet til mig for at fortælle at i virkeligt bakkede op om det her og at i glædede jer til kongressen. Ja; i udmærkede jer med at blive væk, det var virkeligt skuffende.

Heller ikke pressen eller repræsentanter fra ministeriet var åbenbart interesseret i vores kongres. Flere fra pressen havde lovet at møde op, men udeblev bare, og samtlige fra regeringen jeg kontaktede, havde de underligste undskyldninger for ikke at deltage.

Men, vi savnede hverken pressen eller ministrene for vi havde fået tilslutning fra nogle eksperter, der med hver sit område sørgede for at vi fik åbnet alle de emner det drejede sig om, eksperter, der alle sagde ja, uden tøven og som tilsidesatte andre vigtige ting, for at være hos os, det er vi taknemmelige for. F.eks. udsatte Advokat Bjørn Elmquist flere møder og Professor Edvard Befring kom direkte fra en kongres i Munchen.

[b]Vi havde også alieret os med en professionel fotograf, som optog 12 timers film af vores kongres.

Starten

Kl. 8.00 skulle bestyrelsen mødes i WHO´s lokaler på østrebro i København. Vi havde på forhånd fået besked på at vi skulle registreres med navneskilte og det hele, da området var sikkerheds klinet. Der trådte vi sgu i spinaten. Da vi ankom, lå der navneskilte med vores navne i receptionen og dem tog vi selvfølgelig på og bevægede os til det overdådige lokale som vi havde fået stillet til rådighed. Men pludselig kom en stakåndet receptionist halsende og beordrede os tilbage til indgangen, da hun nok skulle styre det med navneskilte, for hun stod for sikkerheden på stedet. Ok, det kan man da kalde sikkerhed; den ansvarlige kom en halv time for sent og dørene var allerede åbne. Det viste sig da også lidt senere, da der kom 25 pædagogstuderende. Da opgav hun og nøjedes med at give dem et skilt på, hvor der stod ”gæst”

Da vi nu havde lejet os ind på et så fint og dyrt sted, regnede vi da også med at det hele bare skulle køre på skinner, da vi betalte for ekstra personale i kantinen og en teknikker der skulle være til rådighed i salen under hele kongressen. Men nej; allerede kl. 9.00 da kaffen skulle være klar, var der problemer, de havde simpelthen glemt at lave kaffen og da vi skulle have den dyre frokost, vi var sat i udsigt, var der kun rester tilbage fra de ansattes frokost og selv om vi, efter deres ønske, havde flyttet frokosten tre kvarter, måtte mange af os stå op, eller sidde i rodet fra de andres frokost, det var sgu under lavmålet.

Og for at det ikke skulle være løgn, så holdt den teknikker vi havde til rådighed, pauser netop på de tidspunkter hvor vi havde brug for ham.Men bortset fra det, var alt i den skønneste orden og der var en stille forventningsfuld atmosfære over det hele, da vi havde sat Arne Roel Jørgensens stemningsbilleder fra Godhavn, til at rulle hen over storskærmen.

Oskar Plougmand

kl. 9.00 gik vores medarrangør og ordstyrer; tidligere inspektør og konsulent i socialministeriet, Oskar Plougmand på talerstolen og indledte med en morgensang (se hvilken morgenstund) hvorefter han fortalte lidt om det praktiske vedrørende kongressen og hvad vi egentlig ville med denne kongres.

Oskar Plougmand havde fået noget af en opgave, som ordstyrer, da vores egentlige program blev kuldsejlet, pga. af oplægsholdernes andre gøremål. For eksembel, var Professor Befring forsinket med sit fly fra Munchen og vores frokost, blev som skrevet rukket tre kvarter. Men Oskar Plougmand mestrede det som det han er, nemlig, bund professionel.

Herefter overlod han talerstolen til tidligere Børnerådsformand, Per Schultz Jørgensen, som med kort varsel, havde sagt ja, til at holde åbningstalen.

Per Schultz Jørgensen

Jeg kan desværre ikke her gengive Per Schultz Jørgensens tale, da jeg endnu ikke har fået tilsendt hans oplæg, men den vil blive indat her, lige så snart jeg har den.
_____________________________________________________________________

Derefter overlod ordstyreren talerstolen til mig, så jeg som formand for foreningen kunne byde alle velkommen til vores kongres. Jeg har herunder indsat min tale, som den (næsten) kom til at lyde.

Poul-Erik Rasmussen

På Landsforeningen Godhavnsdrengenes vegne, vil jeg gerne byde jer alle velkommen til vores høring om forholdene på de danske børnehjem, især i 60erne.

For over et år siden, søgte vi, gennem socialministeren, om tilskud til at afholde denne høring og efter et par afslag og en del skriverier, lykkedes det for os og det er vi glade for, for foreningen råder ikke over midler til at virkeliggøre dette projekt.

Samtidigt, bad vi allerede i maj måned; socialminister Eva Kjer Hansen om at holde vores åbningstale, men fik det svar, at ministerens kalender allerede var fuld…..og det endda uden at kende til datoen for vores kongres, men, ok, det må være hårdt at ha´sin kalender booket op 5 mdr. frem i tiden.

De sidste 4 mdr. har jeg forespurgt en del ministre fra flere partier, om de ville deltage og jeg skal undlade at fortælle hvor mange forunderlige undskyldninger jeg fik, for ikke at deltage, men jeg kan godt undre mig over, hvorfor interessen ikke er større fra magthavernes side, da det her ikke kun handler om hvordan vi blev behandlet i 60erne, men om den magtmisbrug og mangel på omsorg der til stadighed florerer på mange institutioner.

Nok om det, vi klarer os uden repræsentanter fra ministeriet, for vi har inviteret et ekspertudvalg, som alle sagde ja; uden tøven og som med hver sin baggrund vil hjælpe os med at belyse de horrible forhold der var på de danske institutioner, især i 60erne, men bestemt også i nyere tid. Forhold, der har gjort, at mange ikke har lært hvordan man begår sig i livet og så alle dem der har givet op på halvvejen. Vi har mange i vores forening som simpelthen ikke har kræfterne til at være med her i dag, de mener stadig at ”de ikke er noget værd og aldrig bliver til noget” ord som vi gang på gang fik banket ind i vores små hoveder i vores anbringelses tid, bogstaveligt talt, men vi er altså også nogle stykker der ikke kan holde kæft, selvom vi har fået trusler herom. Vi har kendskab og beviser på mange der lever under kummerlige forhold, fordi de aldrig har lært hvordan man skal begå sig i samfundet og mange har opgivet livet på et tidligt tidspunkt eller er døde af misbrug.

Det er foreningens mål at få belyst, hvorfor de tilsynsrapporter der trods alt blev lavet på børnehjemmene, aldrig nåede længere end til skrivebordet og hvorfor der ikke blev stillet nogen til ansvar for uhyrlighederne. Især er der et emne der ligger meget dybt i mange af os; Hvordan kunne en psykiater lave over 1000 forsøg på os drenge, med truxal og amfetamin og samtidigt prale med det i bladet, ugeskrift for læger, uden at nogen greb ind? Hvem finansierede det og hvorfor må vi ikke se de journaler, der nu ligger i Rigsarkivet ?Denne psykiater skrev jo netop at det var til brug for eftertiden så man kunne følge os drenge. Hvordan i alverden kan man det, når materialet ikke er tilgængeligt.

Vores formål med kongressen er egentlig ikke at anklage nogen personer,(selv om der nok kan smutte en finke af fadet i ny og næ), men at høre sagen fra alle sider og derefter at drage en konklusion.

I Norge nedsatte regeringen et ekspertudvalg, med Professor Edvard Befring i spidsen, de fremlagde i 2004 en udredning der hed ”National kortlægning af omsorgssvigt og overgreb i børneinstitutioner 1945-80” Efter denne udredning er der sket ting og sager i Norge.

I Sverige har regeringen nedsat et udvalg, der trods alt, vil se på sagen og på Island har vores venskabsforening opnået det samme, med løfte om svar i januar 2008, ja selv i Irland ruller sagen og sikkert også mange andre steder, som jeg på nuværende ikke har kendskab til. Men i Danmark, nul putte, de er hamrende uinteresserede, hvad i alverden er de bange for,

Et er dog helt sikkert; hvis denne høring ikke får politikerne til at lette rø..ryggen og ta´ os alvorligt, så vil vi gå videre med planlægningen af en retssag mod staten og hvis de tror at de kan tie os ihjel, så ok (vi er jo ved at blive gamle), men så fortsætter vores medlemmer fra næste generation og jeg tror nu ikke at de vil gå frem med den samme tålmodighed som os.
Vi VIL ha´ en undskyldning for, et for mange af os, ødelagt liv.

Som Benny, der var med til at stifte foreningen sagde, inden han døde af druk sidste år ”gi` dem nogle tæsk fra mig formand” Det lovede jeg ham, ligesom jeg har lovet alle dem der sidder i vores forening og ikke selv har de psykiske kræfter til at kæmpe at vi ikke stopper det her, før vi har fået offentliggjort de tilsynsrapporter som understreger vores påstand om, mishandling, medicinering og omsorgssvigt. Først der har vi opnået det vi vil, nemlig, sandheden og ro i sindet.

Hvorfor er det så svært; Det er da bare( efter min overbevisning) at åbne de arkiver, Enten har vi ret ellers også kan de få lukket kæften på os en gang for alle.

Jeg spørger bare, endnu engang, ”Hvad i alverden er de bange for”

Til slut vil jeg lige fortælle at i min alder er man begyndt at tænke på døden, ikke fordi jeg er bange for at den tid kommer, den vej skal vi jo alle. Men jeg har alligevel én ting som jeg glæder mig til når jeg kommer ned i varmen og det er at møde det møgsvin til forstander, som i 25 år fik lov til at mishandle så mange børn (mine venner) uden at nogen greb ind.

Tak for nu og go`høring.
_______________________________________________________

Poul Whitta

Så var det, tidligere inspektør i børneforsorgen. Den 84 årige Poul Whitta, der kom på talerstolen.

Desværre har jeg heller ikke hans oplæg, men det vil jeg indsætte på et senere tidspunkt, men jeg kan fortælle at Poul Whitta, der af staten blev udnævnt til inspektør i børneforsorgen, fortalte om den svære opgave det var, med ganske få resurse, at skulle overvåge alle de Danske institutioner og hvordan han hele tiden blev overbebyrdet, så det egentlige tilsyn måtte komme i anden række.

Derefter var det så vores egen medstifter og sekretær i foreningen, Otto Køldal, der tidligere har været anbragt på både Høng børnehjem og skolehjemmet Godhavn. Han fortalte om den manglende skolegang som anbragt. Uddrag af hans tale er indsat herunder.

Otto Køldal

På Høng børnehjem gik jeg i en almindelig folkeskole.

På Høng Børnehjem var der en udpræget IKKE volds kultur, i de 4 år jeg var på Høng børnehjem er jeg aldrig blevet slået af en ansat, og andre der var der på samme tid, som jeg senere har talt med, bekræfter at de heller ikke er blevet slået, så min konklusion må derfor være, at det er kulturen på den enkelte institution, der er afgørende for om børnene bliver slået af de ansatte eller ikke.

Det viser efter min mening, at det ikke var ikke tiden der var sådan, men den enkelte institutionsleder/forstander der tillod sine ansatte, og sig selv at slå de børn de havde i Deres varetægt.

Da man kun kunne være på Høng Børnehjem til man blev ca. 14 år gammel, B. la. fordi de havde børn helt ned til 5 års alderen, af begge køn, blev jeg sendt vider til SKOLEHJEMMET GODHAVN.

Det første der skete på Godhavn var at men blev frataget sin identitet, man fik et nummer, jeg fik nummer 46, nu var du ikke en person men et nummer ud af 50 andre, der var ikke navn men nummer i dit tøj og så videre.
Her var ingen piger men ”kun” 49 andre drenge.
Vi måtte under ingen omstændigheder forlade Godhavns grund, altså ingen byture.
Vi havde ingen forbindelse med omverdenen, vi viste ikke hvad der skete i Danmark eller i verden i øvrigt.
Vi var låst inde om natten på en sovesal hvor vi sov 50 drenge, det havde jeg ikke prøvet før.

På SKOLEHJEMMET GODHAVN blev der undervist på 3 klasses niveau.
Med blandt andet gamle plancher med f.eks. gårdens dyr, -----en KO—en Gris---et FÅR
Samfundsfag/orientering/demokrati etc. blev der af naturlige årsager IKKE undervist i idet vi levede totalt afsondret fra omverdenen, så hvad kom det os ved hvad der skete uden for Godhavn.

Men hvordan kunne det være anderledes når lærerne, med Deres begrænsede evner, som lærere skulle motiverer en flok drenge der netop, for en stor dels vedkommende, jo netop var kommet på Godhavn fordi de ikke ville/gad gå i skole, det var en mission der var dømt til at mislykkes.
Og det gjorde den så.

At de samme lærere så også var dem der straffede/slog os for de mindste forseelser i fritiden, ikke forstået sådan at de ikke også slog os i skoletiden, for det gjorde de også, den mest populære afstraffelse var at hive os enten i baggenbarderne, og hvis sådanne ikke var tilstede, så at hive os i de små hår i nakken, man kan blive virkelig høj når man bliver hevet op fra en stol, i de små hår i nakken, gjorde det jo ikke nemmere for dem at undervise en flok skoletrætte elever.
Ja der var de drenge der opfatte deres lærer som VOLDS PSYKOPAT
Vi gik i skole 3 timer om dagen, ( 3 timer i skole om dagen i 9 klasse 16 år gammel. )

Og så var der de drenge der var medicineret, hvor meget mon De fik ud af undervisningen ??????????
Medicin og indlæring---------- TJA! 12-16 årige på medicin, de fik VALIUM (TRUXAL) og sovemedicin, om aftenen, med den hensigt at de så ikke tissede i sengen om natten, det gjorde de nu alligevel.
Det var jo en af Doktor Ostenfeldts teorier at det var af physiske årsager at børn var såkaldt (sengevæddere) i dag vad man at årsagen er fysisk!

Om morgenen fik de så b. la. AMFETAMIN, ( det man i dag kalder SPEED) for at kunne vågne.

Så er det jeg spørger----- hvor meget mon de fik ud af undervisningen, de var jo DOPED, så de viste jo næsten ikke hvor de var og hvorfor!!!!!!!!!!!!

Vi fik INGEN årskarakter, Vi fik INGEN eksamen. Vi fik INGEN skoleudtalelse.

Alt hvad jeg fik fra Godhavn om mine 2 års skoleundervisning var en udtalelse i min journal, Der står--------- Otto er god til regning, det er det eneste der står om 2 års skolegang, som skulle svare til en 8 og 9 klasse, på SKOLEHJEMMET Godhavn.

En anden elev fik dog en udtalelse fra Godhavn, 3-4 år efter han var hjemsendt fra Godhavn, spurgte en arbejdsmarkedskonsulent om han måtte bede Godhavn , ved Forstander Christian Beck, om en udtalelse, det fik han tilladelse til.
I den udtalelse blev den tidligere elev totalt nedgjort, han var angiveligt ikke til at stole på, han var uvidende, umulig, og kunne aldrig blive til noget, han var ihvertilfælde ikke egnet til arbejdsmarkedet.
Så opgav konsulenten at gøre noget for eleven.
Han er i dag OGSÅ førtidspensionist.

Min konklusion er at HVIS jeg havde gennemført en rimelig 8—9 klasse, på SKOLEHJEMMET GODHAVN, eller hvis jeg havde gået til eksamen, eller bare fået en udtalelse om mit standpunkt med mig da jeg forlod Godhavn så havde min erhvervskarriærer været anderledes, og jeg var ikke blevet førtidspensionist, på grund af nedslidning, i en alder af kun 51 år.

Derfor er det vigtigt for os ”gamle Godhavnsdrenge” at vi får adgang til de tilsynsrapporter der blev udfærdiget tilbage i 1960erne, vi vil gerne kunne placerer et ansvar for det der foregik på Godhavn, viste tilsynet hvad der foregik, det må fremgå af tilsynsrapporterne.


Så var det Forfatter Torben Lange, som tidligere har været anbragt på ”Himmelbjerggården” der kom med sit oplæg. Torben Lange har skrevet flere bøger om anbringelsestiden, bla. ”Dumme Svin”

Torben Lange


DØGNINSTITUTIONER, uddrag af Torben Langes tale.

Ser man tilbage på døgninstitutionernes historie, har der været en påfaldende tendens til, at de har haft en særlig
tiltrækning på sadister og psykopater.
Disse fik her lejlighed til at udøve deres perverse tilbøjeligheder på værgeløse børn, der ikke havde en familiemæssig
baggrund, der kunne forsvare dem.
I tidens løb er der heldigvis sket forandringer. Pryglestraffen er for længst blevet afskaffet.
Men der er jo altid andre måder at straffe på.
Mine egne erfaringer med at være anbragt på en døgninstitution har hovedsageligt drejet sig om førstnævnte kategori.
Derfor ville jeg i 1970 undersøge, om forholdene havde ændret sig, ved at snakke med nogle anbragte børn.
Det var en vanskelig opgave at få tilladelse til samtaler med børnene.
Forskellige myndigheder gjorde alt, hvad de kunne for at standse mig i mit forehavende.
Selv socialministeren var vrangvillig. Døgninstitutionerne var mørklagte.
På trods af al modstand lykkedes mig at få en del samtaler med anbragte børn, og i den sammenhæng bestemte
børnene, hvad bogen skulle hedde.
"Dumme Svin!" foreslog nogle af dem. Fordi, som de sagde, de voksne var nogle dumme svin!
Bogen vakte en del opsigt, fordi det her blev afsløret, at mange af disse børn stadig blev mishandlet. Men på en måde,
som ikke gav blå eller andre synlige mærker.
Det var min agt at udgive en bog om institutionsbørnenes tilværelse engang hver 2. eller 3. år. Således at man, ud fra
børnenes egne udsagn, kunne måle temperaturen på institutionerne.
Men jeg opgav.
Først og fremmest fordi det var et umådelig hårdt slid at få de nødvendige tilladelser fra forstanderne og de tilsynsførende myndigheder.
De anvendte den klassiske metode, at henvise til hinanden.
Forstanderne henviste mig til myndighederne, og myndighederne henviste mig til forstanderne.
Og så fremdeles. Det gik der megen tid med. Frem og tilbage er jo lige langt.
Man skal i det hele taget have en endeløs tålmodighed for at klare sig igennem bureaukratiet.
Når det endelig lykkedes mig at overtale forstanderne til, at jeg kunne snakke med børnene, blev jeg konstant overvåget. Og mange af samtalerne foregik ude omkring institutionen. I ly af buske og træer.
Der var forstandere, der troede så meget på deres egen ufejlbarlighed, at de uden omtanke inviterede mig. Det skete f.eks. på institutionen Godhavn.
Jeg syntes ikke rigtig navnet passede til den institution.
Jeg fornemmede ikke rigtig nogen stemning af at være kommet godt i havn.
Forstanderen forbød mig at snakke med børnene, fordi de var fulde af løgn, som han sagde.
Og iøvrigt mistænkte han mig for at være en forklædt journalist fra Ekstra Bladet.
Men han bevilligede mig en "orienterende rundvisning".
Rundt omkring var der malet bibelske citater som f.eks. "Vokser du fra barneår, glem dog ej dit fadervor".
Når man tager i betragtning, hvad der i virkeligheden foregik på Godhavn, kunne der nok have været brug for mere end et fadervor.

Selvmordshyppigheden var meget stor blandt disse mennesker.
Når man allerede som barn bliver betragtet som noget belastende, kan det ikke undre nogen, at man med den baggrund føler, at livet er meningsløst.
Man mister både troen på sig selv og sit eget selvværd.
Bogen fik titlen "AFFALDSMENNESKER?" Med et formildende spørgsmålstegn.
Desværre er det typisk for et forkælet samfund, at der ikke er nogen interesse for udsatte borgere.
Bogen blev meget lidt omtalt. Og det var en skuffelse, idet jeg havde regnet med debat og opmærksomhed om disse mennesker og deres institutionsbarndom.
I det hele taget skal man ikke regne med ret meget interesse for institutionsbørn og deres videre skæbne i livet.
I et overflodssamfund er der ikke overskud til den slags menneskeskæbner.
Den side af tilværelsen vil vi ikke konfronteres med.
Vi betaler jo en høj skat. Myndighederne må tage sig af staklerne.



Så var det tidligere museumsinspektør, på Svendborg Omsorgsmuseum, Maria Rytter, der entrede talerstolen.
Maria Rytter har en meget stor del af æren for at vi nogensinde fik dannet vores forening, da det var igennem hende og museet at vi drenge mødte hinanden og det er vi meget taknemmelige for.

Maria Rytter uddrag af Maria Rytters tale.

En dag fik jeg en henvendelse på Svendborg Museum fra et tidligere børnehjemsbarn, som gjorde mig opmærksom på, at man ikke kunne slå ordet børnehjem op i den Store Danske Encyklopædi. Han lød som om han var mere ked af det end vred. For ham betød udeladelsen nemlig, at han følte, at han ikke eksisterede, eller at hans historie ikke var værdig til optagelse i vores fælles - jeg citerer encyklopædiens egen definition ”større leksikon, der i systematisk form rummer en overskuelig sammenfatning af menneskelig viden.” Citat slut.

Den store danske encyklopædi udkom i 20 bind i perioden 1994-2001.

Den første store udstilling om danske børns opvækst og levevilkår på danske spædbørnehjem, børnehjem, skolehjem, ungdomshjem osv. åbnede året efter i 2002.
Den hedder ”Du skal ikke tænke på din far og mor”, og den står permanent på Svendborg Museum. Jeg stod som historiker som tilrettelægger af denne udstilling, min baggrund er bl.a. at jeg har specialiseret mig i social- og kulturhistorie.

Henvendelsen om det manglende opslagsord i Encyklopædien rammer præcist ned i det begreb, man med et engelsk ord kalder ”Social Inclusion”, og det er hvad mit bidrag til denne konference kommer til at handle om.

Børnehjemsbørns historie har indtil årtusindskiftet været ekskluderet eller udelukket af vores fælles historie. Social inclusion handler om hvordan vi kan inkludere og skabe respekt omkring mennesker, der tilhører den ene eller anden undertrykte minoritet.
I dette tilfælde handler det om mennesker der er frataget det normale familieliv med far og mor og børn, onkler og tanter og bedsteforældre, fordi de er blevet fjernet fra hjemmet og anbragt på børnehjem.

Den ekspert som havde skrevet om begrebet opdragelsesanstalter, og som derfor også ville have været ham, der skulle skrive om børnehjem - Vagn Skovgaard Petersen, han er død, så ham kan vi ikke spørge. Men den venlige redaktør, som jeg fik i røret, kunne oplyse mig følgende:
Redaktørerne skulle skrive inden for det pres som hed: et fast sideantal og et fast linjeantal. Der var derfor hele tiden kamp om pladsen. Samtidig er ordet børnehjem selvforklarende, mente han. Skønt det er opdragelsesanstalt vel også, set i det lys. Det var den ene grund.
Den anden var at man på dette tidspunkt ikke regnede selve begrebet som så vigtigt, at det kunne komme med, når der nu var så begrænset plads.



Den går fra opdragelsesanstalter og institutter, over spædbørnehjem, børnehjem, skolehjem og ungdomshjem til behandlingshjem, døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder.
Fra forbryderiske og sædeligt fordærvede børn, over adfærdsvanskelige børn til tidligt skadede børn.
Fra strafprotokoller over hustugtsprotokoller til indberetning om magtanvendelse.
Fra anvendelse af disciplin og indespærring over hård konsekvenspædagogik til miljøterapi.
Fra forældres ret til at bestemme over deres børn til samfundets ret til at tvangsfjerne børn.
Fra at placere de tvangsfjernede børn så langt fra forældrene som muligt til mere eller mindre ”frivillige” anbringelser på nærmiljøinstitutioner tæt på forældrene.
Og ikke mindst fra dengang forstanderen/forstanderinden overtog forældremyndigheden over børnehjemsbørnene - til dette blev afskaffet i 1964. Efter 1964 fik forældrene i reglen lov til at beholde forældremyndigheden.

Så frem til 1964 kunne forstandere landet over egenrådigt beslutte om forbindelsen (breve, pakker, besøg) mellem de biologiske forældre/slægtninge og de anbragte børn skulle afbrydes. Men det var først i 1966, det blev det lovbestemt, at når forstandere standsede breve til og fra et anbragt barn, så skulle det anbragte barn og den slægtning det drejede sig om underrettes, og der kom klagemuligheder.

Næsten alle institutionsbørn bærer rundt på en følelse af længsel, fordi de har været berøvet det familieliv, som de fleste af os tager for givet.
Det er ikke nogen lille gruppe danskere dette berører:
200.000 nulevende danskere har på et eller andet tidspunkt under opvæksten været fjernet fra deres hjem.
Oven i kommer nuværende og tidligere personale, plejefamilier og børnenes egne familier – og glem så ikke de studerende, lærere på pædagogseminarierne, myndighedspersoner, tilsynsførende, værger, læger og tandlæger, bestyrelsesformænd, jurister og ministre.
Så det er en virkelig stor historie vi taler om, med mange forskellige interesser og berørte.

Og lad mig slå det fast med det samme. Det er en historie belagt med et tykt lag tabuer og fortielser. Vi er tilsyneladende ikke stolte over at fjerne børn fra deres forældre. Og den dag i dag er vi nervøse for at stemple nutidens børnehjemsbørn – eller måske er det deres forældre vi vil undgå at stemple – ved at sikre at børnene under opvæksten på institution er omhegnet af beskyttende fotoforbud og navneforbud.

En medarbejder på et stort drengehjem, Landerupgård fra 1867, som havde arbejdet der fra 1968-2001 kunne fortælle: ”Da jeg blev ansat her i 1968 delte jeg klasse med en ældre lærer, som havde levet hele sit liv på øretæver, som netop var blevet afskaffet året før (i 1967). Nu prøvede han på at overleve ved at tage bedstefaderrollen – den elskelige. Men han kunne ikke styre drengene. Han endte med at begå selvmord. Han skød sig selv.”

Et tidligere børnehjemsbarn Esther Simonsen fra Sdr. Højrup Børnehjem 1959-1963, som var i færd med at skrive en bog om sin barndom på børnehjem: ”Mange af os, inklusiv mig selv, mistede vores historie ved at have været på børnehjem”.

Eller Inger der fik bøjet nakken under sit ophold på Skovtofte Redningshjem i 1948, efter en barndom på Josephine Schneiders Børnehjem: ”Jeg har aldrig sagt en voksen imod, før jeg selv blev voksen”.

Eller Leif Vilhelm Nilsons fortælling om hvordan han kom på børnehjem som 2årig sammen med sin 5-årige søster i 1934. De to søskende boede på samme værelse på børnehjemmet. En dag kom myndighederne for at hente Leif. Storesøsteren anede uråd, men fik at vide at lillebroren skulle i bad. ”Så skal jeg med”. ”Ikke i dag” lød svaret og Leif blev båret væk, mens hun grædende blev holdt tilbage. Leif kom på Rågelund Børnehjem på Fyn og der glemte han søsteren, men hun glemte aldrig ham. Først fjorten år efter fandt hun frem til ham.
Han siger om sin reaktion når nogen har kaldt ham for ”din børnehjemsunge”:
”Som barn der græd jeg
Som ung der slog jeg
Som voksen rystede jeg blot på hovedet – med tilføjelsen: Jeg har ondt af dig, for det behøver ikke at være din skyld at du ikke er klogere.”

Eller børnehjemsbarnet Jytte Hessellund f. 1937, der voksede op på Hjortbjerg Skole, som var et børnehjem: ”Man siger de gode gamle dage – jeg siger I skulle prøve dem”.

Oskar Plougmand skriver i sin bog ”En inspektør banker på” fra 2005 om sine oplevelser som tilsynsførende i børneforsorgen fra 1970-1976: ”De virkeligt barske og af og til hårrejsende oplevelser børnene kunne opleve skal vi trods alt søge i tiden før 1970. Selvom tiden efter ikke mangler eksempler.”

Om sit arbejde hvor han dækkede tilsynet med godt 100 børn- og unge institutioner skriver han: ”Min opgave var enkel i sin beskrivelse, nemlig at sikre at børnene trivedes fysisk og psykisk. Det var så op til mig selv at finde ud af hvordan jeg ville udføre arbejdet.”

Om de gamle forstandere siger han:
”Jeg kender således kun et par forstandere i nyere tid, der er standset af egen fri vilje, og hvor både medarbejdere og bestyrelse ønskede, at han eller hun skulle være fortsat endnu et par år i jobbet. Enten har forstanderne fået et vink med en vognstang om at de burde trække sig, eller de har fået en diskret påmindelse om at tiden vist nærmede sig. Eller der har været rod i et eller andet, og de har hurtigst muligt måttet sige farvel. Eller de er blevet syge eller døde i jobbet, slidt op. Og der er blevet holdt afskedstaler, hvor tilhørerne har krummet tæer.”


I Norge har tidligere børnehjemsbørn allerede i 1990erne lagt sag an mod staten og som resultat fået både en officiel undskyldning og erstatning. Men mig bekendt er der endnu aldrig lavet en norsk udstilling om børneforsorgen eller om børns opvækst under forsorg. Her er i Danmark har det været lige omvendt. Her startede en museumsudstilling så at sige hele den proces, som måske – eller forhåbentlig – fører til at de mange fysisk og psykisk mishandlede tidligere børnehjemsbørn kan få en undskyldning fra staten for dens manglende omsorg og tilsyn med deres liv på børnehjem, og måske endda tildele dem et plaster på såret i form af en økonomisk erstatning.


Maria Rytter, cand.mag.


Edvard Befring

Professor Edvard Befring fra Oslo universitet, kom flyvende direkte fra Munchen, hvor han havde deltaget i en konference.
Edvard Befring stod for den Norske udredelse om forholdene på de Norske institutioner i 60erne. En undersøgelse der har ført til utallige retssager i Norge.
Rapporten der hedder NOU (Norges offentlig utredninger) er en national kortlægning af omsorgssvigt og overgreb i barneværns institutioner 1945-80.
Rapporten der er på 220 sider kan findes på nette på www.odin.no

Edvard Befring fortalte at undersøgelse udgik fra tre kilder: nemlig arkivmateriale, selvbiografiske data og forskningsrapporter.

Konklusionen var at nogle børnehjem var gode, men i de fleste børnehjem og specialskoler forekom der omsorgssvigt og fysiske overgreb.
Omsorgssvigt var manglen på mad, klæder, sundhedstilsyn, tryghed, stimulering, nærhed, varme og kærlighed.

Fysiske overgreb hørte til dagens orden: slag, spark, indespæring og udsat i kulde og mørke.

Mange af børnene har været udsat for seksuelle overgreb fra en ansat eller andre børn. Det lige fra intimberøringer til samleje og voldtægt.

Hvordan kunne det ske?

Var det straffetraditionen, svag økonomi og overbelastet personale. Var institutionerne for lukkede, var tilsynet udefra mangelfuldt og var myndighederne bare ligeglade eller var det simpelthen ”tidsånden” velfærdsstatens holdning til de forsømte børn.

Edvard Befring konkluderede at det ikke var tidsånden, men simpelthen svigtende tilsyn fra samfundets side at det gik så galt på institutionerne og fortalte at tidligere børnehjemsbørn gør en stor samfundsindsats ved at informere om;

Stigende fattigdom blandt børn

Krav til pædagogisk og menneskelig kvalitet (kvalitetssikring)

Kravet om en bedre personalekompetence og en troværdig kontrol.

Professor Edvard Befring uddybede det meget mere, men det er for omfattende at komme ind på her, det kan læses i hans rapport.



Bjørn Elmquist

Advokat, Bjørn Elmquist der i snart 3 år har været vores rådgiver havde aflyst flere møder, for at kunne være sammen med os hele dagen.

Bjørn Elmquist prøvede at udrede muligheden for en retssag, hvis ikke dem på Christiansborg indvilliger i at vi får åbnet de gamle arkiver med tilsynsrapporterne og psykiater Ib Ostenfeldt´s eksperimenter.

Vi fik også en gennemgang af lovgivningen omkring aktindsigt.

AKTINDSIGT
Relevante love
Forvaltningsloven (FVL): Aktindsigt for den involverede.
Offentlighedsloven (OFL): Aktindsigt for alle.
Persondataloven (PDL): Går ud fra at materialet er så gammelt, at persondataloven ikke er relevant. Dette vil den være hvis det er behandlet elektronisk, eller i et register.
Valg mellem de tre love
FVL: bruges når personen er part og det er en afgørelsessag.
OFL: bruges når personen ikke er part eller det ikke var en afgørelsessag OFL § 4, stk.2 jf. FVL § 2.
PDL: bruges når materialet er elektronisk, og handler om myndighedernes behandling af data.
OFL og FVL opbygning ang. aktindsigt
Udgangspunktet er ret til aktindsigt.
Undtagelser:
1. type af sager.
2. type af dokumenter.
3. type af informationer.
3 veje at gå for at få informationerne
1. Personlige oplysninger kan gives til personen selv, men ikke muligt at få personlige oplysninger om andre.
2. Anden information dvs. ikke personlig kan gives til alle fx foreningen.
3. Forskning i materialet. Kræver en tilladelse til forskeren.
Ad. 1. Hver person skal selv begære aktindsigt hos: fx kommune, amt, landsdækkende arkiver.
Ad 2. Foreningen kan søge om aktindsigt. Den kan ikke få personlige materiale om andre, men anden information bør gives. Alt kan ikke være personligt. Desuden kan oplysninger streges over og udlevere dokumenterne med sorte streger i.
Ad 3. Der er særregler for forskeres adgang til informationer. Ansæt en forsker til at gennemgå materialet, bl.a. Ostenfeldts rapport. Forskeren skal ansøge om adgang til materialet, og der gælder fx særlig tavshedspligt. Ansøgning til den pågældende instans. Hvis tilladelse gives, er det irrelevant om der er givet samtykke eller ej for alle dele af informationerne.
Procedure
Myndigheden har 10 dage til at svare jf. FVL § 16.
Hvis afslag på aktindsigt kan der klages jf. FVL § 16, stk.4.
Der skal være begrundelse på et afslag jf. FVL § 22-24.
Vejledningspligt: Myndigheden skal vejlede hvis de fx har sendt papirerne andre steder hen jf. FVL § 7.
Gode råd til hvor der skal ansøges
Når de prøver et sted, så husk at de har vejledningspligt, dvs. myndigheden skal hjælpe dem til hvor papirerne så er/kan være, insister på det.
Lav en skabelon, som hver person selv udfylder kommune, CPR o.l.
Lokale myndigheders arkiv: fx Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster & Bornholm.
Landsdækkende myndighed: Rigsarkivet.


Nu troede vi så at kongressen var slut, men nul. Vores kasserer Svend-aage Rasmussen, havde bedt ordstyreren om det sidste ord og det fik han.

Svend-aage

LØFTET.
------------


Vi mennesker er flokdyr, med enkelte undtagelser.
Vi kan løfte enhver opgave, men ikke alene, vi må være i flok.
Vi kan løfte i flok, men ikke uden en stærk leder.
Vi har en stærk leder og han er uselvisk.

En stærk leder er en der ved hvad løftet drejer sig om.
En der forstår hvad der skal løftes.
En der selv har prøvet det
En der går forrest i løftet.

En stærk person, udad til, men meget følsom person.
En person med personlige tragedier og sygdom.
En person der kan takle personlige angreb udefra og fra egne rækker.
En person der til sidesætter egne behov.

Men et skulderklap blev til et skub i ryggen.
Men arbejdet blev ikke mindre.
Men mere intensiv, se det styrker
Men den styrke, smitter af på os andre.

Og sådanne en har Godhavnsdrengene

Nej kære venner det er IKKE mig selv DESVÆRE.

---------------------------------------------------------------------------
NAT ARBEJDE.
-----------------------
Men for at udbrede hvad der skal løftes, kræves hårdt arbejde.
Men når man har en familie der absolut IKKE må forsømmes
Men et arbejde der kræver koncentration og megen tid.
Men så må nætterne tages i brug.

At oprette og vedligeholde en hjemmeside som Godhavnsdrengene som har over 250.000 besøgende.
At med så mange indlæg, artikler, radio, film tv, breve, beretninger og orientering.
Ja så kræver det en Web master med udstyr og en viden ud over det almindelige.
Og det drejer sig ikke om en eller to timer men flere hundred søvnløse nattetimer.


Det gør man kun på trods af manglende søvn og sygdom, hvis man tror på løftet, selv har prøvet det og arrangere sig 110%.
Og selv om han har flere frivillige samfunds opgaver for børns ve og vel.
Som han IKKE selv fik mulighed for som tvangsanbragt.
Det er Arne i en nøddeskal.

Jeg vil på Landsforeningen Godhavnsdrengenes vegne takke vores

Formand Poul Erik og næstformand Arne for deres fantastiske arrangement, uden de 2 tror jeg ikke vi havde opnået denne KONGRES/HØRING.

Hilsen

Svend-aage
Godhavnsdreng

Det skal lige tilføjes at jeg fik overrakt en mega buket blomster af kassererens datter Anne Rasmussen, de havde også en buket med til vores næstformand Arne Roel Jørgensen som lå syg derhjemme, efter en operation. Vi kørte forbi med blomsterne inden vi tog til Århus.

Vi tog herefter, i spredt orden, til Århus, hvor vi ankom kl. 22.30 og da vi havde spist på færgen, var det bare med at komme til køjs, da vi skulle starte tidligt på Peter sabroe Seminariet.

Her var det,
Aksel Beldring, tidl. forst. på sundholm og tidl. elev, lærer og forst. på skolehjem, som holdt vores åbningstale.

Aksel Beldring.

Åbningstale ved landsforeningen Godhavnsdrengenes kongres
i Århus den 11. oktober 2007.

Allerede i 1924 i Genéve fastlagde verdenssamfundet grundlaget for barnets rettigheder ved en deklaration.
Denne deklaration blev med diverse tilføjelser en del af FN,s menne-skerettighedserklæring og yderligere bekræftet i 1959 i deklarationen om barnets rettigheder.
Det er vigtigt i dag her at påpege, at Danmark har tiltrådt begge dekla-rationer.
På den baggrund kan det være underligt i dag - 48 år efter - stadig at opleve, at der sker overgreb på børn i Danmark, uden at de ansvarlige myndigheder griber ind.

Det er også dette, der er hovedtemaet for denne kongres.
Initiativet er taget af tidligere anbragte børn og unge, der nu i en sen voksenalder stadig sidder med et alvorligt skyldkompleks, fordi ingen – hverken staten, der havde det overordnede ansvar, for slet ikke at tale om de voksne børnene var omgivet af - vil erkende og indse, at børnene, qua den behandling, de blev udsat for, fik ar på sjæl og psyke og dermed et stort handicap ved mødet med voksenlivet, det være sig familiemæssigt, arbejdsmæssigt og personligt.

Vi er jo psykisk sådant indrettede, at når ingen vil tage ansvar, så må det jo være mit egen skyld: Jeg kunne jo bare havde lade være med …!

En sætning vi kender utroligt godt fra kvinder, der har været udsat for voldelige samlevere.

I mit arbejdsliv indenfor børne- og ungeforsorgen og siden voksenfor-sorgen har jeg mødt mange af disse skyldbærende.
Det uanset om der er tale om børn, unge eller voksne.

Det har været børn, der har været udsat for grov vold,
børn, der har været udsat for grov omsorgssvigt,
børn, her ikke mindst piger, der har været udsat for seksuelt misbrug, trækkerdrenge, og ikke mindst
børn og unge, der ikke har kunne leve op til forældrenes forventninger og meget andet.

Et fælles træk for dem alle er bærer af skyld.
En skyld, der er fremkommet ved, at ingen systemer – det være sig offentlige som stat og kommuner, kirkelige eller private organisationer, hvem staten havde indgået overenskomst med, har villet påtage sig et ansvar for de vilkår børn og unge har været underlagt, når de blev fjernet fra hjemmet.

Jeg skal ikke komme ind på alle de psykologiske faktorer, men fælles er, at meget få har fået et normalt liv.

Det, at være bærer af skyld, hvor ansvaret for handlinger ikke kan personificeres til omgivelserne: far, mor, andre familiemedlemmer, voksne i ens nærområde eller voksne, som man ved anbringelse i institution blev prisgivet til på godt og ondt, ved vi nu fører
til manglende identitet,
til lav selvværdsfølelse,
til selvdestruktion,
til forskellige former for misbrug,
til depression og i sidste ende måske selvmord.

Udgangspunktet for anbringelse på en døgninstitution af den ”hårde” type, det være sig drenge- og skolehjem, statsungdomshjem og lignende typer, var som regel karakteriseret ved uopdragelig, uefterrettelig, skoleskulkeri og kriminalitet.

Sjældent blev der set på årsagerne til den uheldige adfærd. Problemerne blev som regel lokaliseret til barnet eller den unge.

Ofte har der været flere anbringelser inden man havnede på den strenge type af institution.
Jeg husker selv endnu tydeligt, som 16 årig og i gang med en uddannelse som kleinsmed efter ti anbringelser, løftet om, at hvis jeg ikke klarede denne, så var det Bråskovgård næste gang.

Institutionernes formål var resocialisering. Midlerne hertil var ikke kun anbringelse. Indtil forbud mod at slå i slutningen af 60,erne,
var klø et meget brugt middel.
isolation, udelukkelse fra kammeraterne for ikke at de skulle blive smittet af ens adfærd,
offentlig udstilling af ens handicap
og mange andre midler blev taget i brug i denne resocialiseringsproces.

Når tingene ikke lykkedes for de lokale eksperter, forstanderen og hans medhjælpere kom der eksterne eksperter til i form af psykiatere og psykologer.
Særligt psykiaterne fik i slutningen af 50,erne, 60,erne og 70,erne en enorm indflydelse på de uopdragelige og urolige.

Psykofarmaka blev et meget almindeligt middel i socialiserings-processen. Når den pædagogiske verden havde spillet fallit, trådte ekspertisen til.
Nu havde den pædagogiske verden fået et middel, der kunne pacificere de urolige og uopdragelige elementer.

Depotmedicin og piller blev et anerkendt pædagogisk middel til trods for bivirkningerne i form af sløve og uengagerede børn og unge.

Skete alt dette i en ond mening. Det tror jeg ikke. Når Guds ord og klø ikke slog til, så var der heldigvis hjælp at hente i psykiatrien.

I dag 30, 40 år efter sidder mange tidligere anbragte med bivirkningerne af den behandling, de som uopdragelige unge fik.

Det er noget af det, I med denne kongres vil forsøge at få svar på. Jeg håber at det lykkes.

Held og lykke med kongressen.
_________________


Herefter forløb Kongressen sig som i København.[/b]
_________________
Mange Venlige Tanker
fra en Godhavnsdreng på evig flugt.
Poul-Erik (tændstikken)